Birgitte Baadegaard om Kvindernes kampdag

Forfatter Birgitte Baadegaard bruger sin stemme – ikke kun i dag på kvindernes internationale kampdag – men hver dag på at vise os, hvor stærke vi er, når vi står sammen, og når vi finder ind til os selv igen. I sin bog ManiFEST for kvinder, opfordrer hun til at vi starter den næste bølge i kvindebevægelsen. En bevægelse som:

• Er feminin i sin essens
• Insisterer på at vi er lige, men ikke ens 
• Er uden vrede og kamp, men fuld af håb og kærlighed i stedet.

I anledning af Kvindernes internationale kampdag, har vi stillet Birgitte tre spørgsmål. Læs og hør her, hvad Kvindernes internationale kampdag betyder for Birgitte, og hvordan hun som forfatter behandler dette emne.

Hvad betyder Kvindernes Kampdag for dig som forfatter og som kvinde?

Jeg vil hellere kalde dagen for Kvindernes Dag, fordi det der med ’kamp’ bliver for meget ’old paradigm’. Vi har netop brug for en Kvindernes dag, der løfter kvinders stemme. Der er nemlig alt for lidt fokus på konsekvenserne af, at kvinder som køn, stemme og historie forsvinder i et forældet paradigme. At løfte den bevidsthed er mit evige drive som forfatter, debattør og kvinde.

Vi har en kollektiv ramme – et paradigme – som historisk er skabt af og for mænd. Kvinder har aldrig igennem de sidste 5000 år været med til at definere f.eks. rammen for organisationsopbygning, ledelsesstil, samfundsværdier, forskningsområder, litteratursmag etc. etc.

Vi kan kort sagt – som kvinder – få stor succes, hvis vi taler det indlærte, historiske sprog – men hvis vi træder uden for rammen, har det konsekvenser. Det ved jeg alt om fra mit eget liv. Og så gælder det om at bygge sig selv op og finde sin stemme – indefra.

Som kvinder skal vi ikke styrke den stemme, der umiddelbart tæller og giver kortsigtet succes – men den, der stiller spørgsmålstegn og udfordrer den fortælling, vi får at vide er ’sand’ – såvel politisk som af erhvervslivet. I virkeligheden er det, som vi lærer er ’sandt’, nemlig blot en diskurs – dvs. en indlejret, indlært, valgt vej. Intet andet. Og først når vi tør – som kvinder – at stille spørgsmålstegn ved det bestående, kan vi begynde at rykke ved noget. Sammen. Det er min vision.

I vores nuværende (verdens)samfund er såkaldte feminine værdier som f.eks. fællesskab, omsorg, holisme, vidvinkel, natur og miljø, bæredygtighed og langsigtede løsninger noget, der ikke prioriteres. Vi SIGER, vi finder det vigtigt, men vi udlever det ikke – som samfund. Fordi kun det, der er egodrevet, synligt, målbart, kortsigtet og resultatorienteret vægtes og aflønnes.Det er derfor, vores verden har det så skidt.

Det er derfor, vores verden bliver mere og mere forkvaklet: Kvinders historiske stemme mangler fundamentalt – og det har – desværre – intet at gøre med en kvindelig statsminister eller antallet af kvindelige ledere. For hvis du skal tale som den historiske mand for at blive hørt, vil deltagerne ved magtens borde fortsat tale som den historiske mand – nu med bryster. Det får vi ikke diversitet og bæredygtighed ud af.I alt, hvad jeg skriver og siger, har jeg tre mantraer som udgangspunkt:

1. Lige er ikke det samme som ens
2. Det at have stemmeret er ikke det samme som at have en stemme
3. Det, at fødes som kvinde, er ikke det samme som at føle sig som kvinde

Hvordan arbejder du som forfatter i forhold til at påvirke ligestilling og balance imellem kønnene?

Jeg skriver og skriver og skriver. På de sociale medier. Og i mine bøger. Og så holder jeg workshops og foredrag med samme fokus – f.eks. for ledergrupper (m/k) og i kvindeleder-netværk, kvindecirkler etc. Jeg har også min egen Facebook-gruppe, som hedder ManiFEST for kvinder. Der er nu godt 2000 aktive kvinder, som sparrer og skriver og debatterer – om både personlige, spirituelle, samfundsmæssige og ledelsestemaer. I gruppen holder jeg også løbende Lives med forskellige psykologiske, relevante emner, fordi jeg studerer en ny master på Jung Instituttet i København og derfor får en endnu større dybde og vidde på temaet. En dybde, som jeg oplever er fuldstændig fraværende i den nuværende ligestillings-debat … hvilket er derfor, vi intet rykker. Ud over baglæns.

Har vi ligestilling i dag i Danmark?

Nej, på ingen måde. Danmark falder tværtimod længere og længere tilbage i diverse ligestillingsstatistikker, så det ser ikke godt ud. Slet ikke i sammenligning med de lande, vi ellers bryster os af at sammenligne os med. Herunder Norden.

Bare se hvor stor debat, der opstår, fordi kvinder nu skal have større adgang til de danske bestyrelser. Det er helt vildt – både mænd og kvinder er imod. Heldigvis ikke alle – men (for) mange. Jeg nævner det ikke, fordi mænd og kvinder er dumme – det handler om, at vi som land 1) har et blindt punkt ift. vores egen (selv)fede opfattelse af os selv og vores land og 2) at vi ganske enkelt har for lidt (ud)dannelse i f.eks. begreber som bias (ubevidst støj baseret på den historiske mand) og The male Default (et begreb, der dokumenterer, at vi – som (verdens)befolkning har tendens til at se på samfundet med en mands briller. Fordi det er det, vi ubevidst oplæres i. Hvis vi virkelig vil forandre, er vi med andre ord nødt til at opdrage de kommende generationer på en helt ny måde – med et nyt blik. Hvilket kræver helt nye politikere – og et opgør med den hidtidige tænkning, såvel økonomisk, uddannelsesmæssigt og i øvrigt.

Det ensidige blik på verden og samfundet har konsekvenser for kvinder. Vi mister – sagt direkte – livet pga. dette blinde punkt. Fordi biler produceres til mænd – hvilket gør, at kvinder oftere dør i trafikuheld, da bilerne ikke er bygget til deres fysik. Fordi der forskes mere i mandekroppen og dens symptomer, så kvinder oftere dør af et hjerteanfald. Fordi medicinalbranchen helst undlader at teste medicin på kvinder (pga. hormonsvingninger) med den konsekvens, at kvinder indrapporterer større bivirkninger ifm. medicin – herunder også vacciner. Fortsæt selv listen – den er uendelig lang. Desværre.

Indtil vi forstår og erkender det ubevidste, kollektive mønster, vil vi ikke kunne få ligestilling. Fordi ligestilling er funderet i ligeværd. Hvilket vi – heller – ikke har – alt sammen pga. vores kollektive blinde punkt ift. den verden, vi lever i.