Ikke kategoriseret

Kvindernes Kampdag med Birgitte Baadegaard

Udgivet den af Leonora Williams
08
mar

Vi fejrer Kvindernes Internationanle Kampdag hos Forlaget Aronsen!

I dette ekslusive interview med feministiske forfatter, foredragsholder og coach Birgitte Baadegaard taler vi om kvinder og feminisme anno 2021.

Birgitte Baadegaard, der har haft stor succes med bogen ManiFEST for kvinder, arbejder i dag med at hjælpe virksomheder med at resultater via diversitet og feminin ledelse.

 

Hvordan synes du det går for kvinderne anno 2021 i forhold til Kvinder Internationale Kampdag i Danmark?

Generelt går jeg mindre ind for kamp og mere ind for bevidsthed. Jeg kan meget bedre lide International Women’s Day end den danske version Kvindernes KAMPdag. Hvis vi bliver ved med at acceptere præmissen om, at kamp skaber forandring, taler vi – efter min mening – mere ind i mere af det samme, gamle, forældede system, som vi skal i gang med at ændre. 

Kvinder i verden er essentielle for et nyt og anderledes ståsted end i dag. Det ved mange af dem bare ikke – endnu. Vi kan kort sagt være ligeså formelt ligestillede uden, at det gør en grundlæggende forskel, så længe, vi accepterer de præmisser, vi arbejder og lever under. Præmisser, der er blevet defineret af mænd gennem historien, mens kvinder de sidste 100 år er blevet ’ligestillet’ i en ramme, de aldrig har været med til at definere.
 
Måske er det derfor, at vi her i Danmark konsekvent rasler nedad i ligestillingsstatistikkerne – hvad enten det er i ledelse eller politik. Vores statistikker for vold mod kvinder ser heller ikke smukke ud, ligesom der foregår en politisk polarisering mellem kønnene i dag, herunder bl.a. et stadig voksende segment af danske mænd, der kan betegnes som decideret ’antifeministisk mobilisering’ af især unge mænd, der stemmer til højre for midten.
 
Jeg tror på, at både her i landet og i resten af verden, er det tid til, at kvinder finder og insisterer på deres egen stemme, deres egne værdier og måder – i både liv og ledelse – fordi vi ellers lever i en falsk ligestilling i den vestlige verden. En ligestilling, der er funderet på mænds værdier og præmisser og derfor i realiteten bliver tilpasning – ikke reel ligestilling eller ligeværd.
 
I den forbindelse kan vi også kigge ind i ’Det nordiske paradoks’: at noget tyder på, at jo mere ligestillet et land bliver, jo mere kønsopdelt et arbejdsmarked får det. Der er altså flere bevægelser, der ’trækker’ i forskellige retninger. Måske skyldes det, at kvinder 1) har masser af kompetencer og ambitioner men ikke kan og vil acceptere de præmisser politik og erhvervsliv drives på. Så de trækker sig – i stedet for at arbejde for et fundamentalt skift. Eller bliver og ender dermed mere som mænd med bryster end som de kvinder, de ’er’.
 
Dette skisma ligger der en masse dybdepsykologi i, og det er et sprængfarligt emne at tage op. Men jeg er TRÆT af, at vi ikke kan tale om det i dette kønsforskrækkede samfund, og jeg møder kvinde efter kvinde efter kvinde – højtuddannet og kompetent – der mister sig selv i ræset, fordi hun ender med at tro, det er HENDE, der er noget galt med, fordi hun ikke kan ’klare mosten’ eller har ’for’ anderledes holdninger i sit lederskab og sine prioriteringer end det bestående. Vi er NØDT til at kigge ned i lagene under laget for at forstå – lidt mere.
 
 
 
Og for kvinder i verden?
 
På verdensplan ser det heller ikke specielt godt ud. Covid har bl.a. sendt kvinderne retur til kødgryderne, og volden imod kvinder og børn er accelereret og blevet meget tydelig. Vores samfunds nedarvede, historiske struktur viser altså sit grimme ansigt i denne tid – viser tænder – og vi ser, hvordan mønstre, som vi ikke har ønsket at se på, nu kommer op til overfladen.
 
Langt hen ad vejen handler dette skisma, både her i DK og i resten af verden, om:
1) Undertrykkelsen af kvinden, det kvindelige og det feminine
2) Underkendelsen af alle typer for omsorg, medfølelse og medmenneskelighed – det er ting, der er ’ulønnet’ – mens en direktør, der skader miljøet med sine beslutninger og sin diktatoriske ledelsesstil kan tjene mange millioner om året. Fordi man/han (sådan er det statistisk) har fået en god bundlinje, et godt kvartalsregnskab, et afkast til aktionærerne. Det er et paradoks, vi ikke vil se ind i, i vores nuværende paradigme. Men vi er nødt til det nu.
 
Og den debat handler også om køn. Ikke kun, men også. Verden over. Kvinders position trues altid i en krisetid. Også denne. Så vi skal som kvinder være SÅ obs – og holde sammen. Stå sammen. Vokse sammen. I bevidsthed. Så vi kan finde vores eget ståsted. Sammen og hver for sig. På tværs af religion og nation. Fordi vi i bund og grund kommer af det samme verden over: Mænds nedarvede system, der gennem mange 1000 år har sat kvinder ind i en boks, der passer ind i den definerede ramme. Det bliver vi stadig – uanset hvor i verden, vi ser hen. Også i Danmark.
 
 
Hvem og hvad inspirerer dig?
 
Jeg inspireres max af:
  1. Alexandria Ocasio-Cortez – aktivist og politiker i USA
  2. Jacina Ardern – premierminister i New Zealand
  3. Glennon Doyle og bogen Untamed
  4. Maleren Jane Gaverol
  5. Marion Woodman – jungianer med fokus på det feminine
  6. Kvantefysikkens uanede muligheder for at skabe fundamental forandring her på kloden – både individuelt og kollektivt
  7. Spiritualitet: At leve og forstærke min tro på, at alt og alle er forbundet: Litteratur, online forløb, kurser, foredrag – jeg labber det hele i mig, fordi jeg ved, at det er fremtiden. Og det ved flere og flere kvinder også, når de begynder at mærke efter, hvad der rører sig i dem. Nedenunder alt det, de synes, de ’bør’ synes.

 

Hvad er den største udfordring for kvinderne i DK? I Verden?

Den største udfordring for kvinder er, at vi uden at vide det lever i et ekstremt patriarkalsk samfund. Et samfund, der er max styret af maskuline værdier og styreformer, og som i bund og grund prioriterer mænd frem for kvinder. Også selvom vi påstår det modsatte her i landet. Danskerne – både mænd og kvinder – har et selv(fedt) billede af, at vi er ligestillede, fordi vi engang i 60’erne var langt fremme. Det er vi ikke længere – tværtimod. Men glansbilledet bliver ved med at bestå, og det spænder ben for os alle sammen. I særdeleshed dem, der virkelig for alvor ønsker forandring. For alt for mange taler og taler om det – uden reelt at vide nok om det – og at forstå, hvad der ligger til grund for den manglende bevægelse.
 
Vi har brug for at pudse brillerne – eller måske endda at få skiftet dem helt ud. Kvinder i første omgang, for det er først når tilstrækkelig mange får nok og begynder at ’se’, at vi kan skubbe til rammen. Indtil da forbliver den, som den er. Med en masse snak.
 
 
Hvad glædes du mest over 2021? 
 
Jeg glæder mig over, at mine budskaber bliver taget mere og mere imod. Flere og flere kvinder higer efter at stå i samfundet som KVINDER. At være KVINDER. At italesætte sig som KVINDER. I dette nonbinære paradigme, hvor det nærmest er en skændsel at insistere på at identificere sig som et af de to biologiske køn, kan det være enormt svært at stå stærkt. På den ene side må vi ikke så gerne tale om forskellene mellem de to biologiske køn – på den anden side accepterer vi, at der findes mellem 30 og 72 forskellige kønsdefinitioner. Det er jo helt skørt!
 
Og i den forvirring gror der så en kvindebevidsthed frem, som jeg finder enormt smuk. Det er nok derfor, vi er knap 1,5 tusinde kvinder i ManiFEST gruppen på FB. For her er det stærkt og stolt at stå som kvinde og at fortælle og dele sine oplevelser og tanker. Det er så smukt. Et køn kan jo foldes ud på uendelig mange måder – det er ikke ’en kasse’, men identifikationen med det, vi er født som, er stærk på den ene eller anden måde. Og det er en vigtig byggesten i en verden, der er bygget og konstrueret historisk af og for mænd.
 
 
Hvad arbejder du selv på lige nu?
 
Lige nu er jeg i gang med en ny bog, som har deadline den 1. juni. Den kommer til at dykke meget mere ned i disse dilemmaer fra et både strukturelt og dybdepsykologisk sted. Fordi vi er nødt til at forstå meget mere om lagene under laget for at skabe styrke og bygge bro. Båden indeni os og imellem os.
 
Så er jeg dybt optaget af, at vi i ManiFEST gruppen er begyndt at lave mindre grupper i den store gruppe. Visionen er, at vi skal løfte hinanden i disse mindre grupper ud fra en kvantefysisk tilgang, så vi energetisk kan holde hinanden og styrke hinanden i at opnå det, vi gerne vil. Det er sindssygt vigtigt i et samfund, hvor kvinder ikke kan ’kigge ud’ for at se sig selv. Så må vi se indad sammen. Og blive bevidste den vej.
 
Og som det sidste, så er jeg optaget af 4. år på min Jung uddannelse, der virkelig tager mig ned i dybderne og i forståelsen for, hvorfor vi står i det paradigme, vi har i dag – og hvorfor det er så afgørende, at vi får ændret det.
 
 
Hvad er den største bedrift for dig i år?
 
At ManiFEST stadig sælger og gør en kæmpeforskel for de kvinder, der læser den. Den er en græsrodsbog, som stille og roligt sniger sig ind under huden på de kvinder, der læser den – og som så giver den videre til andre kvinder. For de officielle medier har den tydeligt været for alternativ. Og alligevel graver den sig konstant frem fra mulden, sår de frø og sætter de spirer, den skal hos både kvindelige ledere, hjemmeløbende mødre og endda en transperson eller to, som fandt et nyt ståsted. Hvor smukt kan det være!
 
Og at ManiFEST er blevet oversat til engelsk. Nu skal der så lægges en strategi for hvordan, den kan ramme det internationale marked. Der er nemlig med garanti langt flere, der kan rumme ManiFESTs budskab, da Danmark – ærlig talt – er en smule bagud, når det kommer til budskaber, der ikke er mainstream
 
 
Har du et råd til kvinderne anno 2021? 
 
Sæt tid af til at dykke ned i dig selv og stå stadig mere bevidst. Statistisk set har du nogle dybder, du ikke (endnu) har kontakt til – eller også har du, og forsøger at lægge låg på dem. Jeg ser så mange kvinder med ydre succes og totalt styr på det hele. Men indeni sejler det: der findes en udefinerbar længsel, en søgen, en higen – endda en sorg eller et savn – i så mange. Som vi tror, vi står alene med.
 
Langt de fleste kvinder kan genkende det, når jeg beskriver denne diffuse, indre tilstand. Der er en grund til den – en grund, jeg bl.a. folder ud i ManiFEST i kvinder og i min kommende bog. Ligesom jeg skriver om det på de sociale medier og holder oplæg om det. Vi er nødt til at have den bevidsthed med os for at stå stærkt. Så tag dig tiden til at møde DIG.
 
 
Hvorfor skal man læse ManiFEST for kvinder?
 
ManiFEST er min hjertebog. Min sjælsbog. Skrevet fra et helt andet sted i mig, der groede frem efter min solo-rejse til Peru. Det er en bog, der nærmest skrev sig selv. En bog, der på en gang er politisk ukorrekt og øjenåbnende (måske netop af den grund). Det er en bog, der har nogle pointer, hvor jeg nu og da selv tager mig i at tænke: Hold da op, klogt skrevet … indtil jeg husker, det er mine egne ord. Eller i hvert fald de ord, jeg fik downloaded i skriveprocessen. Og så er jeg bare dybt taknemmelig over, at Aronsen havde modet til at tage bogen til sig og sansede, at her var en overhørt stemme og bevidsthed, vi har brug for i fremtiden.
Leonora Williams