Anmeldelse: Sov igennem uden gråd 1-6 år

Sov-igennem-uden-gråd, 1-6 år-Forside-1257x2000Anmeldelse af Sov igennem uden gråd 1-6 år

af Tine Sand Johnsen, Baby.dk
Søvnproblemer er et meget aktuelt emne i de første år af et barns liv. Især fordi forældrene samtidig får en afbrudt nattesøvn og ikke sover godt, når barnet ikke gør.

Som mor til tre piger, først tvillinger der er 7 år (hvoraf Marie var ørebarn) og siden lille Emma på 1 år, kan jeg nikke genkendende til hvordan man som forælder uden nattesøvn, desperat har brug for gode råd til hvordan man kan få bare lidt sammenhængende søvn. Uden søvn er overskuddet lig nul, og det smitter af på hele ens hverdag og familieliv.

Der er mange bud og metoder til hvordan man bedst muligt kan få sit barn til at sove godt om natten, men jeg synes Elizabeth Pantley virkelig formår at forklare hvordan man kan håndtere alle tænkelige og utænkelige senarier for den afbrudte nattesøvn. Amerikanske roller og arbejdsdeling i familierne er anderledes end i Danmark, men hvis man oversætter rådene til danske normer og værdier, hvor faderen også har en central rolle i forhold til barnets trivsel, så kan man virkelig blive hjulpet godt på vej ved at læse bogen.

Hovedessensen af bogen er, som jeg læser det, at få læseren til at forstå, at det er helt normalt at barnet under 6 år ikke altid sover godt om natten. Årsager til hvorfor dette er helt normalt forklares ganske godt og forståeligt, og det er bagefter noget nemmere at tage sagen i egen hånd hos sit barn. Rigtig mange af årsagerne er der mulighed for at gøre noget ved. Elizabeth Pantley fremhæver hvor vigtigt det er med en fast rutine omkring barnets søvn. Det skal foregå på samme måde hver dag og ikke mindst på samme tid hver dag. Barnets biologiske ur er en vigtig faktor for at fremtrylle den gode nattesøvn. F.eks. forklarer hun på en god måde hvordan man egentlig giver barnet jetlag hver eneste mandag morgen, hvis man lader barnet ændre sin søvnrytme over weekenden. Så kan man bruge hele ugen på at få det til at fungere igen hvorefter man igen slipper tøjlerne i weekenden og så kan man begynde forfra.

Bogen er opstillet på en rigtig god måde, både så man kan læse den kronologisk fra den ene ende til den anden, men også så man kan bruge den som opslagsværk og gå direkte til et emne der er aktuelt for en. F.eks. Hvad gør man i forhold til når uret sættes til sommertid/vintertid? Hvordan får man sit barn til at sove længere? Ørebørn? Tvillinger? Børn der får tænder? Tisser i sengen? Alle sammen gode og aktuelle problemstillinger hos mange børnefamilier.

Jeg vil virkelig anbefale både denne bog og dens forløber ”Sov igennem uden gråd” til de danske småbørns familier fordi man får gode råd til på en omsorgsfuld måde og uden overgreb (som de bøger der systematisk lader børnene skrige sig selv i søvn, hvilket kan ødelægge både barnets fundamentale tillid og forældrenes hjerter)får en god nattesøvn.

Jeg vil give bogen 5 stjerner.

Bestil bogen her